Vores butik.
Frankrigs bedste varer til danske gourmand’er.
Sortimentet hos Le Gourmand er ikke plukket fra store industri-producenters varekataloger. Vi tager selv til Frankrig for at opstøve de små, traditionsbundne firmaer, der laver den bedste kvalitet som kan opdrives. Herunder kan du læse mere om vores lækkerier. Hvis sulten melder sig, er det bare at komme ned i butikken og smage!
Friskvarer.
Charcuterie, oste, patéer, rillette, foie gras...
Pateer og rilletter.
Rillette er blevet populært på vore bredde-grader de seneste år – og ikke uden grund. Det trevlede kød som er kogt i fedt og krydderier smager så englene synger. Vi får lækkerierne hjem frisk fra Frankrig hver uge. Smør det på et stykke brød med en cornichon, mere forberedelse kræver det ikke.
På hylderne finder du også et af landets største udvalg af patéer og terriner, som vi får fra bl.a. La Bourriche i Loire-dalen. Alt hvad de producerer laves med jægerskudte dyr fra egnen, hvad enten det er harer, vildsvin, gråand eller bæver-rillette. Helt i tråd med gamle franske traditioner.
Foie gras.
Er du en gris efter foie gras, går du ikke forgæves hos Le Gourmand. Vi sælger først og fremmest hele levere – det, som franskmændene forstår ved rigtig foie gras – som nænsomt er renset for urenheder. Server det med ristet brød – så er porten til himlen åben.
Inden for foie gras har vi også specialiteter som rosastegt eller tørret andebryst farceret med foie gras. Begge egner sig til forretter eller salater, eller bare til at vække appetitten sammen med apperitifen. Kom ned og få et par forslag til en anretning, som dine gæster ikke har smagt før.
Oste.
På ostefronten kan Le Gourmand få herboende franskmænd til at komme stormende ind i butikken og hårdnakket benægte, at vi skulle kunne tilbyde den og den specialost, som normalt slet ikke eksporteres. Men det kan vi - Selv prinsgemalen måtte forbi og se giraffen efter at have smagt vores Roquefort.
Som noget helt ekstraordinært har vi f.eks. fået lov til at hjemtage en 36-måneders Comté fra en affineur i Savoir, der smager helt fantastisk. Vi fører også specialiteter som Tomme Crayeuse, Brillat-Savarin med trøfler, og har altid et udvalg af spændende gedeoste, så du kan sammen-sætte et ostebord, dine gæster ikke har set før.
På dåse og flaske.
Mad til middagen, fiskekonserves, olier og eddiker, sennep og mayo
"Sku' dåsemad nu være moderne?"
I Danmark har dåsemad traditionelt et lidt blakket ry. Men alt afhænger jo af, hvad man kommer i dåserne, og på dén front er franskmændene nogle lysår foran det, vi kender herhjemme. De varer, vi fører på dåse, er førsteklasses - hvad enten det er Confit de Canard (som på billedet herunder, med råstegte kartofler og mormorsalat), fiskesuppe eller tun i koldpresset ekstraolivenolie. Så ja - dåsemad burde faktisk være på mode.
Fisk fra Quiberon.
På fiskeauktionen i Quiberon i det nordvestlige Frankrig – eller det sydlige Bretagne – ligger firmaet La Belle-Iloise, hvorfra vi henter vores fiskekonserves. Alt laves i hånden fra førsteklasses fisk, og indholdet er lige så godt som dåserne er flotte. Hvis du kun kender til fisk på dåse fra danske supermarkeder, venter en ny verden af høj kvalitet og eksotiske varianter på dig.
Prøv f.eks. makrelfilet i hvidvin og aromater, i Herbes de Provence og Harissa-krydderier (tunesisk chili), eller i krydderier og citron fra Menton. Sardiner fås i tomat og jomfruolivenolie, solsikkeolie eller jordnøddeolie, samt i olivenolie med grøn peber. Tunmousse kan du få med oliven og kapers eller med basilikum; hummermoussen er selvfølgelig med cognac, og laksecremen er krydret med estragon. Prøv også Zanzibar-tunen med svesker og krydderier.
Olier og eddiker.
Hos Le Gourmand finder du en af verdens skønneste olivenolier fra den lille producent Huilerie Coopérative de Beaucaire, som en af vore betroede medarbejdere har opstøvet. Dem har vi handlet med i lang tid – fordi de er populære hos vore kunder.
Men ellers kommer de fleste af vore olier og eddiker fra en lille, gammel familieejet producent i Bourgogne, Huilerie Artisanale J. LEBLANC et fils. Herfra får vi vores nøddeolie med kraftig nøddesmag, vindruekerneolie, solsikkeolie og ristet jordnøddeolie.
På eddike-siden har vi et fint sortiment af de klassiske varianter baseret på hvidvin og rødvin, foruden specialiteter som vineddike fra Champagne-Ardenne, en fra Banyuls, og en af hindbærvin. Balsamisk eddike har vi i den klassiske variant samt med nødder.
Sennep og mayo.
Sennep køber vi hos den førsteklasses producent Edmond Fallot i Bourgogne, og vi har et stort antal varianter, som du ikke finder andre steder. Den mest specielle er nok Dijon-sennepen med solbær, eller den grønne med estragon. Men vi har også med basilikum, med honning og balsamisk eddike, en provençale, med grøn peber, eller bare god klassisk sennep.
Vi tager desuden to varianter hjem fra producenten Pommery, der laver gammeldags sennep i stenkrukker med forseglet korkprop – konserveret af sennepfrø-skallerne. Den fås både i en klassisk version og i en version med cognac.
Vores mayonnaise fra Delouise France må du heller ikke gå glip af. Den er selvfølgelig rørt af de bedste råvarer, og har et pift af sennep. Den findes også som aïoli.
Den søde tand.
Marmelade, slik, sodavand, saft og most
Den søde tand.
At franskmændenes berømte madkultur giver slanke hofter skyldes ikke, at de ingen søde sager spiser. Blot spiser de dem af en sådan kvalitet, at selv små mængder tilfredsstiller den søde tand. Det finder du afspejlet i sortimentet hos Le Gourmand, hvor vi har hentet nogle af de bedste syndigheder hjem.
Vin, cidre, øl, og spirituosa.
Herlige specialiteter på flaske.
”Et måltid uden vin…”
Den seneste tid har vi opdateret vores vinsortiment ganske eftertrykkeligt, så vi i dag fører et sortiment af bl.a. Grand Cru Bourgogne-vine, og et udvalg af Côte du Rousillon, der ligger tæt ved den spanske grænse. Vi kan også bryste os af - som eneste butik i Danmark - at have Albert Boxlers gode hvidvine på hylden. Mange af vinene kan også nydes sur place, hvor vi sælger dem pr. glas.
Apéro og avec.
Til før og efter maden har vi specialiteter som calvados, Pommeau de Normandie, Bas Armagnac, pastis, Rivesaltes, Chartreuse, Le Vieille Prune. Og så har vi ikke nævnt aperitiferne Ratafia, Lou Quercynol og likøren Belle de Châtaigne. Lidt for enhver smag - og du finder dem ikke ret mange andre steder.
Den franske ølhund.
Frankrig er et vinland - men de kan sandelig også brygge øl! Vi henter bl.a. vores hos Brasserie des Cimes i kurbyen Aix-les-Bains lidt nord for Chambéry, hvor de nærliggende alpetinder har inspireret til en serie gyldne brygge, der simpelthen smager uovertruffent. Nyd den hos os eller derhjemme.
Cidre med gæret smag.
Hos Jehan Lefèvre i området som hedder "Les Landes" på nordkysten stik syd for Jersey, henter vi vores skønne franske cidre. Området er klimatisk perfekt til æbledyrkning, og cidren, der er lavet med 16 æblesorter, udmærker sig ved sin gærede smag. Den fås i tre varianter: Brut, Demi-Sec og Sec.
Den klassiske foie gras lavet på gås. Producenten er nøje udvalgt da det er en af de få der selv opdrætter deres gæs. Det betyder hele processen sker med omsorg og fokus på sunde og raske dyr.
Fyldig og delikat smag, meget fin tekstur - den oprindelige vare. 200 gram rækker til 4-6 personer.